Endnu engang leverede Jacob Dinesen og Mikael Pedersen varen ved en totalt udsolgt koncert lørdag aften. Magen til stemme skal man lede længe efter, og de 2 forstod at involvere det talstærke publikum.
Efter en dejlig middag (gullash) gav de 2 tønderdrenge Skovby en oplevelse i ca. 2 timer. Bandet præsenterede en række nye numre, som ikke var spillet før. En ny version af “Dancing Devil” med et ekstra vers af Jacob Dinesens mentor Allan Taylor blev det også til. Det er ganske vist hemmeligt, men det forlyder at Jacob og Mikael har skrevet pladekontrakt med samme selskab som i dag bl.a. også har kontrakt med Johnny Madsen og Lars Lilholt. Vi ønsker dem held og lykke fremover. Tak for en uforglemmelig aften.