Sankt Hans aften i Skovby

Så er der lidt billeder fra en våd, men hyggelig Sankt Hans aften i Skovby.

Det blev ikke helt den Sankt Hans aften vi havde håbet på og planlagt. Det kraftige regnvejr kom i vejen og forhindrede vores båltaler Benny Engelbrecht i at komme frem. Hans flyver måtte returnere til København. De eventpiger fra Jem&Fix vi havde en aftale med, strandede med deres nedbrudte bil et stykke fra Sønderborg og returnerede til Ålborg. Der skal dog mere end dårligt vejr og aflysninger til at forhindre en trods alt hyggelig aften. Der blev hurtigt fundet en løsning på udeblivelsen af båltaleren idet Helge Paulsen trådte til i “nødens stund”. Med levende musik og pølser og øl/vand fra brandmændene og gratis kaffe og kager tog de tilbageblevne vejrets luner i stiv arm og rykkede tættere sammen i teltene og håbede til det sidste at det ville lykkes at få gang i bålet.  Det var på trods af gentagne forsøg fra Claus’s side en ulige kamp mod vejrguderne, som i sidste ende vandt 1. omgang. Som det ses på de sidste billeder efter solnedgang, sidder heksen stadigvæk og triumferer. Det sidste ord er dog ikke sagt i den sag! Tak for opbakningen. Tak til sangerinden og brandmændene. Vi kommer igen til næste år, stol på det! 

Skriv et svar